USA og Cuba i samme pakkerejse

Cigarhandleren i Havanna har det store smil fremme ved udsigten til, at der nu åbnes for flyvninger direkte fra USA efter mere end 50 år.

USA Tours, der har rundrejser og kør-selv-ture i de amerikanske stater, føjer Cuba til programmet, og om kort tid bliver det muligt at kombinere Cuba med sydstaterne, skriver Jysk Fynske Mediers rejsemagasin.

USA Tours tager den caribiske østat som supplement til sit øvrige program, og vil til efteråret arrangere kombinationsrejser fra USAs sydstater til Havanna og Varadero i Cuba.

”Cuba er inde i en historisk interessant periode, hvor man åbner op, og landet påvirkes udefra, men samtidig fastholder caribisk sanselighed med dans og musik, pastelfarvede byer og stor gæstfrihed. Et dna, der ikke bare forsvinder, selv om Cuba er under forandring”, siger Jan Lockhart, direktør i USA Tours.

Forventningen er, at USA Tours vil sende i mellem 500 og 1000 danskere til Cuba på årsbasis.