Home Nyheder Unikt center formidler Vadehavets enestående natur

Unikt center formidler Vadehavets enestående natur

0
SHARE

Centret sydvest for Ribe er bygget og udvidet markant af arkitekt Dorte Mandrup med inspiration i den lokale bygningshistorie, men udført i ultramoderne stil, hvor centret med strå på både tag og facade nærmest vokser op af jorden.

Vadehavet blev i 2010 udpeget som dansk nationalpark og i 2014 Unesco Verdensnaturarv. Den eksklusive ’klub’, som kun har omkring 200 ’medlemmer’ på verdensplan – herunder Grand Canyon og Galápagos – har smittet af på den internationale interesse for Vadehavet.

”Vadehavscentret er ikke bare porten til verdensarven, men også velkomstport til både det nationale og internationale publikum. Vadehavet er med på Top 5 over verdens vigtigste vådområder”, siger den mangeårige leder af Vadehavscentret, Klaus Melbye.

”De talrige trækfugle – 15 millioner hvert år – er hovedårsagen til udpegningen. Når vores gæster oplever Vadehavets kæmpesværme i installationen “Den digitale ornitologi”, vil de stå tilbage med en uforglemmelig oplevelse”, lover han.

I den ny faste udstilling “Vadehavets trækfugle” formidles Vadehavets natur og landskab gennem trækfuglene. Idéen er at bringe de besøgende ind i Vadehavets verden og følge fuglenes træk. Nogle af dem trækker hen over 30 lande på deres vej.

Processen med at skabe det nye Vadehavscenter til godt 64 millioner kroner har stået på siden 2007. Det er realiseret med økonomisk støtte fra Esbjerg Kommune, en række store fonde og foreninger.

Prins Joachim foretager den officielle åbning og udstillingerne åbnes for offentligheden den 3. februar.