Ubrugelige optællinger af museumsgæster

Der er stor forskel på, hvad museerne indberetter som besøgstal. Dermed er det svært at sammenligne tallene, mener en række museer ifølge Politiken.

”Det giver ingen mening at lave statistik, hvis ikke alle tæller på samme måde. Og skal man gøre det objektivt, så må man tælle dem, der går ind og ser en udstilling”, siger økonomichef Carsten Skjøt på kunstmuseet Louisiana til Politiken.

Louisiana tæller kun besøgende, der indløser billet, men flere museer tæller alle, der bare går ind i bygningen. Dermed får de væsentligt højere besøgstal, som kan gøre det nemmere at finde sponsorer.

For to år siden ændrede kunstmuseet Aros i Aarhus optællingsmetoden, så alle, der går ind ad hoveddørene, tæller med i indberetningen til Danmarks Statistik. Tidligere indberettede man kun besøgende, der indløste billet eller deltog i arrangementer og undervisning. Ændringen fik besøgstallet til at stige med over 200.000 besøgende, og så kunne Aros vælte Louisiana af pinden som landets bedst besøgte museum.

Andre museer noterer fortsat kun hvor mange der indløser billet til deres udstillinger eller deltager i arrangementer og undervisning. Det gælder bl.a. Nationalmuseet, Louisiana og M/S Museet for Søfart i Helsingør.

”Hvis vi også medtæller håndværkere, folk der skal ind og ud for at ryge, eller lige skal købe en gave til svigermor, så kan vi jo ikke stå inde for de tal mere”, siger museumsdirektør Ulla Tofte fra M/S Museet for Søfart.