Tyskland tiltrækker flere danskere

Ifølge Statistisches Bundesamt er antallet af udenlandske overnatninger steget med over 10% sammenlignet med samme tid sidste år. Fra årets start til slutningen af marts var der knap 12,3 millioner overnatninger fra udlandet.

 

”Rejselandet Tyskland befinder sig på en overordentlig stabil vækstkurs“, siger Ernst Burgbacher, medlem af forbundsregeringens turismeudvalg.

 

”Vores forventninger for 2012 er allerede indfriet til overmål i første kvartal“, uddyber Petra Hedorfer, øverste chef for Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT).

 

Størstedelen af de udenlandske turister kommer fra Europa, de fleste fra nabolandene Holland, Frankrig, Schweiz, Polen og ikke mindst Danmark. I årets første tre måneder tegnede danskerne sig for over 428.000 overnatninger på tyske hoteller med mindst ti senge – en stigning på 12,5% i forhold til første kvartal 2011. Alene i marts kunne de tyske hoteller glæde sig over næsten 156.500 danske overnatninger – 27,7% flere end i marts 2011.

Skrevet af Flemming Juul