Tysk julemarkedssæson lige om hjørnet

Her to måneder før jul er tiden inde til at sikre sig overnatning, hvis man har planer om at komme i rigtig julestemning ved at besøge et eller flere af de mange traditionsrige julemarkeder i Nordtyskland.

Kun en time syd for grænsen er der fire julemarkeder i Kiels centrum og alle med maritim stemning. Boder med kunsthåndværk, gaveideer og lækkerier er åbne fra 27. november til 23. december.

Når omgivelserne spiller med, opstår julestemningen af sig selv. Det sker i ni historiske byer i Niedersachsen. I Göttingen kan man se kunsthåndværkerne puste glas, snitte træ og støbe lys, mens man varmer sig med Glühbier, Punsch eller Glühwein.

I Hameln, kendt for den fløjtespillende rottefænger, er et af byens kendte huse lavet om til julekalender, og på pladsen Lütjenmarkt drejer en 11 meter høj julepyramide stemningen frem. Her kan man selv forsøge sig som glaskunstner og blæse sin egen julekugle.

I Goslar har man en hel juleskov med 40 juletræer oplyst af titusind lys på den historiske torveplads.

I Wolfenbüttel skal nyde et glas Glühwein med kryddersnapsen Jägermeister i – den laves netop der.

I Lüneburg skinner Europas største adventskrans fra vandtårnet, og i år åbnes endnu et julemarked ved kajpladsen Stint.

I Braunschweig mødes man ved borgruinen Dankwarderode med byens historiske midte som kulisse og med omkring 150 kunsthåndværkere og torvehandlere på julemarkedet.

Celles julemarked omkranses af Europas længste sammenhængende række af bindingsværkshuse, der genspejler byens julebelysning.

Centrum for Hildesheims julemarked er træboderne, der snor sig om en stor julepyramide på byens torv. Fra det højeste kirketårn i Niedersachsen får man et eventyrligt overblik.

I Hannover er der både middelalderjulemarked og finsk juleby, vinterzoo og varieté. Julemarkedet åbner 29. november og fylder byen fra banegården langs indkøbsgaden Lister Meile. På middelalderjulemarkedet kan man prøve at lave filt eller smede, smage datidens grovere kost og mjød. Og i den finske julelandsby står den på røget laks og gløgg.