TV-hold og turister kvæstet i vulkan-eksplosion

Lava og sten fløj om ørerne på blandt andet et TV-hold fra BBC og turister, da de blev fanget af en voldsom eksplosion på vulkanen Etna på Sicilien. Seks måtte indlægges.

Episoden betegnes af erfarne guider som den farligste i de seneste 30 år. De indlagte behandles for hovedskader og forbrændinger, snitsår og blå mærker, skriver videnskabsjournalist Rebecca Morelle på Twitter. Hun var selv blandt de journalister, der var til stede, da eksplosionen skete.

Der var 35 i området, da eksplosionen skete. Ud over holdet fra BBC var der 15 turister, guider og forskere. Eksplosionen skete torsdag eftermiddag, da damp fanget mellem lavaen og overfladen slap ud i en kraftig eksplosion og overdængede gruppen med kogende sten og damp.