Turister skræmmes af grænsekontrol

Tyskerne forstår ikke, hvad der er på vej, og det har ifølge direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, Carlos Villaro Lassen, fået flere tyskere til at aflyse deres sommerferie i Danmark, skriver politiken.dk.

 

Han siger, at der har været en kraftig reaktion hos udlejningsbureauerne. Hvor mange aflysninger, der er tale om, er endnu ikke opgjort, men han fastslår, at der er tale om en klar tendens. Han gør opmærksom på, at det for første gang i mange år så ud til vækst, men at der nu er risiko for, at den bliver dræbt af grænsekontrollen.

 

Dansommer er blandt de bureauer, der er berørt af grænsekontrollen, og salgschef Niels Svendsen kan melde om tre spontane aflysninger da beslutningen blev kendt og en række undrende og kritiske henvendelser fra tyske kunder, som mener, danskerne med grænsekontrollen går for vidt.

 

Ifølge Carlos Villaro Lassen er debatten kørt så meget af sporet, at den faste grænsekontrol visse steder bliver fremlagt, som at Danmark vil opsige Schengen-aftalen. Han opfordrer myndighederne til at komme på banen med ordentlig kommunikation for at begrænse skaderne.

Skrevet af Flemming Juul