Turismeudvikling med lokal forankring

Anne-Mette Knattrup.

Anne-Mette Knattrup.

Det kræver overblik at følge de mange nye udviklingstiltag, partnerskaber og projekter, der søsættes i disse år.

Turismefremmeorganisationerne skal være på forkant for at kunne styre derhen, hvor det giver størst værdi til turismen og gæsten. I samarbejde med turismeforskerne Kvistgaard og Hird har Dansk Turismefremme udviklet en strategi for, hvordan medlemmerne får indflydelse og forbliver eksperter på lokal udvikling.

Som national paraplyorganisation for turistbureauer, destinationer, uddannelsesinstitutioner og kommuner er det Dansk Turismefremmes opgave at gribe alle muligheder for at udvikle det lokale turismeprodukt sammen med medlemmerne og samarbejdspartnere.

”Den nye organisering betyder en centralisering af de strategiske beslutninger for erhvervets udvikling. Det er også en udfordring for lokal turismefremme, som skal sikre, at initiativerne forankres lokalt og skaber værdi for medlemmer og gæsten”, siger formand Anne-Mette Knattrup.

”Strategien tager derfor udgangspunkt i, at medlemmernes ekspertviden omkring lokale turismeforhold og virksomhedernes behov er med til at sikre en holdbar udvikling i nær dialog med kommunale myndigheder, turismeaktører og borgere. Den lokale forankring, der skal sikre lokal egenart, kompetenceudvikling og differentiering i turismeprodukterne, er vigtigere end nogensinde før” fastslår hun.

Det er essentielt, at eksisterende og nye medlemmer kan se den overordnede retning, som foreningen navigerer ud fra og styrer udviklingen i dansk turisme imod. Strategien kan downloades på www.danskturismefremme.dk