Turisme er Islands største erhverv

I 2016 besøgte knap 1,8 millioner turister landet, som blot har 330.000 indbyggere. Det er en stigning på 40% i forhold til 2015, da 1,26 millioner besøgte landet, viser nye tal fra Islands Turistråd.

Væksten gælder alle årets måneder, men især december havde turistboom med 76% flere turister i 2016 end året før.

Ifølge mange islændinge startede turistboomet med asken fra vulkanen Eyjafjällajökull i 2010, som bremsede flytrafikken i store dele af luftrummet over Europa. Samtidig satte begivenheden Island på verdenskortet, og alverdens medier viste smukke naturbilleder af vulkanen og landet, skriver dr.dk.

Flere advarer imod en mulig ny nedtur, som efter krakket i 2008, da en oppustet banksektor kollapsede. En af dem er økonomiprofessor Thorolfur Matthiasson, der advarer imod, at der er ved at blive skabt en overkapacitet i turismeindustrien. På bekostning af Islands andre erhverv.

Han peger på, at de mange turister er med til at gøre Island dyrere, da den islandske krone bliver for stærk. Det kan blive for dyrt for turister at komme til landet, og så kan væksten falde.

Islands arbejdsløshed er nu omkring to procent, den årlige vækst lige over fire procent, og turismen er det største erhverv – endda større end fiskeriet.

Økonomiprofessoren mener, at landet skal have en plan for at styre turismeudviklingen, inden det går galt.