Home Nyheder TUI øger med rutefly

TUI øger med rutefly

0
SHARE

Danmarks næststørste charterrejsebureau beholder samme antal egne charterflyvninger, men skruer nu op i brug af rutefly ud af Billund, København og Aalborg. Primært med SAS, Norwegian og KLM.

”Vi har ikke et specifikt tal for, hvor mange gæster vi nu forventer at sende med rutefly, det bliver nogle tusinde, men det afhænger af efterspørgslen.” Det siger pressechef hos TUI (det tidligere Star Tour) i Danmark, Nikolai Johnsen, til takeoff.dk

Tal fra charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark) viser, at TUI sidste år solgte 204.759 rejser i Danmark, heraf var 2.617 med rutefly.

Nikolai Johnsen tilføjer, at TUI også i år vil flyve ca. samme produktion som sidste år med egne charterfly ud af Danmark. Her bruger TUI primært danske Jet Time, hvor det er selskabets største kunde, samt familiemedlemmet TUIFly Nordic.

Ved at øge udbuddet af rejser med rutefly kan TUI tilbyde en række nye destinationer. TUI oplyser, at man vil tilbyde 41 nye rejsemål med rutefly fra Billund, Aalborg og Hamborg.

Til takeoff.dk siger pressechef Nikolai Johnsen: ”Vi tager udgangspunkt i udbuddet af løsninger for rutefly i Amadeus. I praksis betyder det, at størstedelen af vores rejser bliver med SAS eller Norwegian, men i princippet kan samtlige ruteflyselskaber benyttes – med undtagelse af Ryanair og EasyJet, der ikke er i Amadeus. Så til Marrakech kan det være kombination af Brussels Airlines og Lufthansa, til Algarve kan det være British Airways, mens det til Den Dominikanske Republik kan være Delta Air Lines.”

”Alle kunder kunne naturligvis selv bestille flyløsninger, men vi satser på nogle af de mest populære hoteller som for eksempel vores egen RIU-kæde, der kun kan bestilles gennem os,” siger Nikolai Johnsen.

Vil udelukke danske konkurrenter

Videre oplyser TUI: ”Tidligere har vi primært fløjet med egne charterfly. Men vi må konstatere, at danskerne vil have mere fleksibilitet i feriemål, afgangstider og rejselængde. Så med denne udvidelse giver vi vores jyske kunder en tredobling i antallet af feriemål.”

TUI vil stadig primært have feriemål med sol og strand. Men som noget nyt vil rejsearrangøren også tilbyde rejser til storbyer som London og Paris.

For at få kunderne til at vælge TUI på de mange nye rejsemål, vil rejsearrangøren udelukke danske konkurrenter fra koncernens egne over 300 hoteller, siger Nikolai Johnsen.

Blandt de nye rejsemål, TUI nu tilbyder ud af Billund og/eller Aalborg med rutefly er bl.a. Algarve, Barcelona, Cypern, Costa del Sol, Kroatien, London, Maldiverne, Madeira, Malta, Mauritius, Marokko, New York, Paris,

Phuket, Rom, Sardinien, Sri Lanka, Venedig og Verona.

53.000 chartergæster med rutefly

Sidste år sendte de fire største charterrejsebureauer i Danmark – Spies, TUI, Bravo Tours og Apollo – samlet 52.878 gæster med rutefly – tallet svarer til, at 6,7% af de fire bureauers gæster fløj med rutefly, viser tal fra charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark). Spies købte over halvdelen af pladserne med rutefly, 30.574.

RID’s 13 medlemmer har ca. 90 pct. af det danske chartermarked.

Lidt om TUI

TUI Nordic har ifølge egne oplysninger en markedsandel på 20 pct. og er dermed største aktør på det nordiske marked. Siden år 2000 har TUI Nordic været del af TUI Group, der ifølge TUI er verdens førende rejsearrangør med over 180 destinationer verden over. Koncernen er baseret i Tyskland samt Storbritannien.

I det finansielle årsregnskab for 2015/16 havde TUI Group en omsætning på 20 milliarder Euro og et driftsresultat på lige over en milliard Euro.

TUI Group har 76.000 ansatte i 130 lande og havde sidste år 20 millioner kunder. TUIs forretningsområde omfatter 1.800 rejsebureauer i Europa, seks flyselskaber med over 160 medium- og langdistancefly, over 300 gruppeejede hoteller og 14 krydstogtskibe.