Trump vil begrænse rejser til Cuba

Præsident Donald Trump.

Præsidenten vil i dag, fredag, annoncere en ny Cuba-politik, der er opgør med præsident Obamas diplomatiske opblødning.

Den nye Cuba-politik vil blandt andet indebære strammere regler for amerikanere, der rejser til Cuba og begrænsning for amerikanske virksomheder, der handler med cubanske selskaber kontrolleret af militæret, oplyser kilder fra Det Hvide Hus ifølge Reuters.

Donald Trump lovede under sin valgkamp at stramme politikken over for Cuba, efter at de to lande i 2015 blandt andet åbnede en amerikansk ambassade i Havanna.

Trump vil indføre strammere håndhævelse af rejseforbud for amerikanske turister, der rejser til Cuba og vil sørge for, at amerikanske penge ikke bliver kanaliseret videre til det, som den nye administration kalder en ‘undertrykkende militærdomineret regering’.

Ifølge Det Hvide Hus er der dog ingen planer om at lukke ambassaden i Havanna eller bryde de diplomatiske forbindelser.