Tre navne til Karup Lufthavn

Karup Lufthavn har allerede forberedt sig på navneskiftet.

Karup Lufthavn har allerede forberedt sig på navneskiftet.

Første del af navnekonkurrencen er slut, og der er fundet tre navne, som bliver sendt til afstemning på hjemmesiden ukendtlufthavn.dk.

Der har været over 16.000 besøg på hjemmesiden, hvor de har leveret næsten lige så mange navneforslag. Der er udvalgt tre navne, og dermed kan næste fase af navneskiftet gå i gang.

”Responsen ligger langt over vores vildeste forventninger”, lyder det fra lufthavnsdirektør, Frans Bjørn-Thygesen. ”Vi kan kun tolke det som en stor interesse i det midtjyske. Budskabet om at det er dig og mig og alle os, der bor i Herning, Viborg, Silkeborg, Holstebro, Skive, Struer, Ikast-Brande, Lemvig og Ringkøbing-Skjern, der ejer denne her lufthavn, lader til at slå igennem”.

Det er et panel med deltagere fra lufthavnen, flyselskabet DAT og reklamebureauet Makers, der har udvalgt de tre finalister:

1: Midtjysk Lufthavn, 2: Midtjyllands Lufthavn og 3: Central Jutland Airport.

”Det har været et stort arbejde, at gennemgå så mange navneforslag”, fortæller Frans Bjørn-Thygesen. ”Vi har været fristet af både de sjove og kreative, men har valgt at holde os til målet. Nemlig at få et nyt navn, der gør det nemt for alle at placere lufthavnen geografisk.”

Som nogle af de gode nævner han MidWest Airport, Airport Midt, Hedens Lufthavn og Jyske Lufthavn. Der har også været en del i den lidt mindre seriøse kategori, som Lord Bendtner Airport, Bonderøvslufthavnen og Bedre-end-Aarhus Lufthavn.