Transportministeren åben for fast HH-forbindelse

Efter den danske regering i mange år har sagt nej til yderligere en bro eller tunnel over Øresund linder transportminister Ole Birk Olesen nu på døren for en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.

Ifølge Sveriges infrastrukturminister Anna Johansson er der gang i konstruktive samtaler om sagen, skriver dagbladet Børsen.

”Regeringen vil gerne undersøge mulighederne for at brugerfinansiere nye infrastrukturprojekter og en fast HH-forbindelse er et projekt, man kan overveje at undersøge nærmere, hvis svenskerne ønsker det”, skriver ministeren til avisen.

Sveriges infrastrukturminister Anna Johansson siger til avisen, at der i øjeblikket er gang i konstruktive samtaler, og at hun er enig med sin danske kollega om, at landene skal undersøge muligheden for en ny forbindelse og fortsætte dialogen. Den svenske regering ser ifølge Anna Johansson positivt på en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør. Derimod vil hun ikke komme nærmere ind på, hvilken finansiering, der kan blive aktuel, men henviser til, at det er noget, som diskuteres mellem landene.

Hvis der sker brugerfinansiering i kombination med offentlig-privat-samarbejde, byggeselskabet Skanska tidligere i foråret nævnt, at man er klar til at bygge forbindelsen og drive den i 30 år, når udgifterne anses for at være betalt ved brugerafgifter. Børsen har også talt med pensionsselskaberne Industriens Pension og PFA, som begge er interesserede i at investere i en HH-forbindelse, skriver News Øresund.