Transavia.trodser krisen

Årsregnskabet viser, at selskabet er kommet ud med et overskud på 5,3 millioner Euro i regnskabsåret 2009/10. I Danmark har selskabet formået at holde et stabilt antal af reservationer til privatpersoner og sideløbende har selskabet oplevet en kraftig vækst i antallet af reservationer til rejsearrangører.

 

”Vi øger hele tiden vores netværk blandt rejsearrangører i Danmark. Interessen fra de potentielle partnere bliver ved med at stige, og vi er netop ved at lægge sidste hånd på en række kontrakter med nye partnere til vintersæsonen. Desuden er det vores ambition, at vi over de kommende år skal øge antallet af home markets – det vil sige markeder, hvorfra vi flyver til flere destinationer, netop som det er tilfældet i Danmark”, siger Norbert Zoet, vice president for transavia.com. 

 

Det voksende antal charterreservationer på det danske marked har sikret en stigning i antallet af passagerer for sommeren 2010. De første fire måneder af 2010 solgte selskabet samlet 400.000 sæder i Danmark til rejsearrangører og individuelle rejsende. Et tal transavia.com regner med vil være steget til 500.000 i samme periode næste år. Alene i april, maj og juni måned oplevede transavia.com stigninger på 20% i antallet af passagerer. Det skaber optimisme og selskabet forventer derfor også at øge vinterens salg.

 

transavia.com åbnede seks nye charter ruter fra Danmark sidste år, og opererer nu i alt 21 flyvninger til klassiske destinationer som Malaga, Barcelona og Nice, samt til nye rejsemål som Sardinien, Hurghada og Pula.

Skrevet af Flemming Juul