Tog kommer hurtigere til Billund

DSB-togBillund Lufthavn får togforbindelse i 2019, tidligere end forventet. Forligspartierne bag Folketingets milliardpakke om udvidelser af jernbanedriften har netop fremrykket investeringer. Ud over lufthavnen stopper toget også ved Legoland.

Bag aftalen om Togfonden står regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten. De har besluttet at fremrykke en række investeringer i Togfonden, bl.a. med hensyn til at føre tog frem til Billund Lufthavn og Legoland. Det nye jernbanespor rulles ud fra Jelling.

”Parterne bag Togfonden har lokal opbakning til en jernbane til Billund med tilslutning til den eksisterende Vejle-Herning bane i Jelling. Parterne har allerede afsat 750 mio. kr. til projektet. Jernbanen til Billund forventes færdig i 2019 og får stationer ved Billund Lufthavn og nær Legoland,” hedder det.

Direkte koblet til DSB-nettet forventes Billund Lufthavn at kunne tiltrække flere passagerer fra f.eks. Fyn, som vil få nærmest lige langt med toget til Billund eller Københavns Lufthavn.

Også Aalborg Lufthavn står foran at få tog – formentlig med udgangen af dette årti. Her rulles jernbanespor ud fra Lindholm Station til lufthavnen.

I alt fremrykkes investeringer mv. i Togfonden til før 2020 for ca. 3,3 mia. kr. Blandt de andre fremrykkede investeringer er: Hastighedsopgradering og forberedelse til elektrificering, Langå – Aalborg (inkl. Hobro-Aalborg), som fremrykkes fra 2020-2024 til 2018-19. Forberedelse af hastighedsopgradering på Kystbanen (Østerport – Helsingør), som fremrykkes fra 2020-2024 til 2016-17. Kapacitetsudvidelser af Aarhus H, som fremrykkes fra 2020-24 til 2016-2018. Nyt baneanlæg over Vestfyn, som fremrykkes fra 2020-2024 til udførsel 2018-23.