Tivoli fastholder forventningerne

TivoliTivoli forventer i 2015 en omsætning lidt højere end i 2014, omkring 900 millioner kroner og et overskud før skat på 50-60 millioner, fremgår det af selskabets regnskab for første kvartal.

Der er normalt lukket i første kvartal, men Jul i Tivoli var forlænget frem til den 4. januar. Kvartalets omsætning steg med 24,9 millioner kroner til 100,9 millioner, hvilket skyldes aktiviteter i Koncertsalen og Glassalen, øget omsætning i online-kasinoet, samt øget aktivitet i Tivolis banquetforretning, skriver finans.dk.

Driftsresultatet var et underskud på 64,2 millioner kroner mod 64,4 millioner kroner i første kvartal 2014. Resultat før skat blev et underskud på 65,6 millioner kroner mod 65,8 millioner året før, og bundlinjen viste et underskud på 49,5 millioner kroner mod et minus på 49,7 millioner i første kvartal sidste år.

”Åbning af sommersæsonen den 1. april har betydet, at en del af starts- og klargøringsomkostningerne, som normalt ligger i april, i år er fremrykket til marts”, skriver Tivoli.