Home Nyheder Thailand tur/retur for 3.000 kroner

Thailand tur/retur for 3.000 kroner

0
SHARE

Flybilletter til Thailand tur/retur er nede i et rekordbilligt niveau på 3.000 kroner fra både Jylland og Sjælland, og ifølge en luftfartsekspert er det sandsynligt, at de bliver endnu billigere.

Pristjekket i Dansk Flyprisindex viser, at billetter fra Billund til Bangkok aldrig har været billigere, og det er første gang nogensinde, at priser er under kr. 3.000, siden pristjekket startede i 2009. Priserne er faldet med 10% i forhold til samme afrejseuge i 2016.

Dansk Flyprisindex har også registreret, at flypriserne fra Aalborg er på et attraktivt niveau med bare 3.006 kroner for en returbillet.

“Jeg forventer, at billetpriserne som minimum bliver fastholdt på dette lave niveau fremover og sandsynligvis vil falde med yderligere 5-10% de kommende 8-10 måneder,” siger Ole Stouby, direktør i Travelmarket.dk.

Ole Stouby forventer, at de lave oversøiske priser vil få flere danskere til at rejse til fjerne destinationer: “De billige billetter, kombineret med lave omkostninger til hoteller og restauranter i Thailand, gør, at en sol- og badeferie i Thailand ikke nødvendigvis er dyrere end en ferie i Europa. Rejser man f.eks. på ferie i Thailand i 14 dage, kan rejsen sagtens blive billigere end rejser til sydeuropæiske sol- og badedestinationer.”

Dansk Flyprisindex udgives hver fjerde uge af travelmarket.dk og er baseret på en oversigt over de billigste flybilletter t/r til de ti mest populære europæiske og oversøiske destinationer.

Følgende destinationer indgår i Dansk Flyprisindex: Europa: Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm, Wien. Interkontinentalt: Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney, Tokyo.