Terror får væksten i flytrafik til at bremse

flyVæksten i luftfarten bremser op, og en hovedårsag er terror. Antallet af flypassagerer steg i april med 4,8%, den laveste fremgang i ti år, viser tal fra den internationale luftfartsorganisation IATA.

Terroraktionerne i Bruxelles i marts er en del af forklaringen. Flytrafikken i EUs hovedstad var annulleret eller kraftigt reduceret i flere uger, og det ses på tallene. Ifølge IATA ville trafikken være steget med 5%, hvis ikke terror havde forstyrret flyselskabernes operationer.

Men organisationen forudser en generel opbremsning: ”Effekten af terrorangrebene i Bruxelles vil sandsynligvis være kortvarig. Men der er mere langsigtede mørke skyer i horisonten”, siger Tony Tyler, generalsekretær i IATA.

Han peger på, at rejselysten er blevet stimuleret af faldende billetpriser som følge af flyselskabernes reducerede udgifter til brændstof. Men den effekt er nu ved at aftage. IATA fremhæver også, at  den globale økonomiske udvikling er dæmpet, skriver finans.dk.

”Efterspørgslen vil stadig stige, men væksten vil formentlig ske i et lavere gear”, konstaterer Tony Tyler.

Det er især europæisk trafik, som er ramt. Flytrafikken i Europa steg kun med 1,9%. I Mellemøsten steg trafikken med 12,2%. I Asien steg trafikken med 7,3%, mens Latinamerika faldt med 1,9%.