Home Nyheder Sverige sænker turistmoms

Sverige sænker turistmoms

0
SHARE

Sveriges regering foreslår, at momsen på naturturisme og naturvejledning sænkes fra 25% til 6% for at naturturismen skal forøges og give flere jobs ude i landet.

”En naturvejledning, som nu koster omkring 700 kroner kan blive ca. 100 kroner billigere”, siger stedfortrædende finansminister Per Bolund.

Han og miljøminister Karolina Skog præsenterede forslaget på et pressemøde i Stockholm. Det hele bygger på en aftale mellem regeringspartierne (Socialdemokraterna og Miljöpartiet) og Vänsterpartiet.

Tanken er, at nedsættelsen, som nu går til høring, skal indgå i Finansloven til efteråret, så den kan træde i kraft ved årsskiftet.

Omkostningerne for staten, ifølge Per Bolund, vil være 320 millioner kroner første år og derefter 290 millioner de efterfølgende år. Omkring 2.700 naturturismevirksomheder er berørte.

Regeringen ser momsnedsættelsen som en del af en større satsning på naturbeskyttelse og naturturisme. Hensigten er også, at naturvejlederne skal kunne benyttes som eksperter ved planlægning og pleje af de svenske naturreservater.
Naturturismen i Sverige er et hurtigt voksende område, hvor virksomheder tilbyder naturoplevelser, vejledning og overnatning i naturen. Totalt omsætter naturturismevirksomhederne 3,6 milliarder svenske kroner årligt.