Svag SAS-præcision i december

SAS var i december tredjesidst i rettidighed blandt Europas største ruteflyselskaber med over 10.000 flyvninger. Bedst var easyJet, Turkish Airlines og Alitalia.

Tallene kommer fra Flightstats.com, der dagligt indsamler punktlighed på ca. 150.000 ruteflyvninger verden over.

Flightstats opgørelse for december placerer Germanwings som mest rettidig med en præcision på 92,08 pct. for 3.359 flyvninger blandt de ca. 60 ruteflyselskaber på Flightstats europæiske liste.

Herefter følger NAYSA fra De kanariske Øer og græske Aegean Airlines med en præcision på hhv. 91,92 og 91,65 pct. for hhv. 768 og 2.678 flyvninger.

Reelt placerer Flightstats British Midland Airways som nr. 1 med en præcision på 96,43 pct.; men selskabet, der er overtaget af British Airways, er kun registreret for 28 (!) flyvninger…

Præcisionstallet afhænger af, hvornår flyet er ved gaten i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme 15 minutter efter tidstabellen, regnes det som forsinket.

Først som nr. 22 kommer det første flyselskab med over 10.000 flyvninger i december.

De ni selskaber, der havde over 10.000 flyvninger, rangeres således: 1) easyJet med 28.495 flyvninger og en punktlighed på 81,36%. 2) Turkish Airlines med en punktlighed på 81,07% for 17.786 flyvninger. 3) Alitalia med en punktlighed på 80,08% for 11.747 flyvninger. 4) Air France; 30.655 – 75,35%. 5) airberlin; 12.073 – 74,17%. 6) Lufthansa; 29.749 – 73,33%. 7) SAS; 17.268 – 72,77%. 8) Swiss; 10.643 – 70,08%.

9) British Airways: 22.572 flyvninger og en rettidighed på 67,73%.

Ryanair, der normalt er med på listen er ikke med for december 2012.

Enkelte flyselskaber samarbejder ikke med Flightstats. Det gælder bl.a. Icelandair, mens estiske Estonian Air ikke oplyser nok tal til at blive vurderet. Tallene fra danske Sun-Air, der flyver som British Airways-partner, indgår i BA’s tal.

Samlet havde de over 60 ruteflyselskaber på Flightstats liste for Europa sidste måned 345.307 flyvninger med en gennemsnitlig rettidighed på 76,62%.