Cold Hawaii og Nationalpark Thy har sammen skabt over 100 nye arbejdspladser i Thy, viser en rundspørge, som DR Midt & Vest har lavet.
70 virksomheder i Thy er blevet kontaktet og af dem vurderer 44, at de har fået flere ansatte. Samlet løber det op i mindst 109 nye arbejdspladser som en direkte følge af udviklingen omkring Cold Hawaii og Nationalpark Thy.
”Hos os har det betydet syv nye arbejdspladser”, siger Michael Thinggaard fra Thinggaards Hotel i Hurup. Han fik finansieret en udvidelse på 24 værelser takket være naboskabet til nationalparken.
Men det er ikke kun turismen, der har boomet i Thy. Folk fra surfermiljøet omkring Cold Hawaii har selv skabt mange nye små virksomheder i området. Et eksempel er Incendium Aps i Klitmøller, hvor Thomas Baun er medejer.
”Vi laver streamingsystemer til kunder i hele Nordeuropa. Derfor kunne vi lige så godt arbejde fra Aarhus eller København, men hvorfor gøre det, hvis man kan være i Klitmøller”, siger han.
Det kan imidlertid ikke umiddelbart erstatte de jobs, som Thy for nyligt har tabt i virksomheder som høreapparatfabrikken Oticon og slagteriet Tican, siger Thisteds borgmester Lene Kjelgaard: ”Men arbejdspladserne i den nye økonomi kan i høj grad kompensere for tabet og skabe et mere varieret arbejdsmarked, som også gør os mere attraktive for nye tilflyttere”.