Home Nyheder Strejker truer BA

Strejker truer BA

0
SHARE

Selskabet vil fyre 4000 ansatte, men har opgivet direkte forhandlinger og alt sker nu gennem en statslig ombudsmand. Og intet tydede fredag på at man har flyttet sig en millimeter. Derfor er der en overhængende fare for at BA kan blive kastet ud i sin første store strejke i over 10 år. Kabinepersonalet standsede arbejdet i tre dage i juli 1997, og det kostede selskabet over en mia. kr.

 

Forhandlingerne foregår med repræsentanter for i alt 22.000 ansatte i kabiner og på jorden.  Fra en af forhandlingslederne fra fagforeningerne, Mick Rix fra GMB, lyder det ligeud: ”BA er nødt til helt at tage skeen i en anden hånd, hvis vi skal komme videre”. Ifølge Howard Wheeldon, der er seniorstrateg hos finanshuset BGC Partners i London ”har især kabinepersonalet ikke vist nogen form for fleksibilitet i de seneste 20-30 år”.

 

BA har i dag 40.000 ansatte og det er 25.000 færre end for 10 år siden. Sidste år blev det til et underskud på knap fire mia. kr., det største nogensinde i selskabets historie, og blot det tredje i løbet af den seneste halve snes år. BA er blandt andet hårdt ramt på trafikken mellem London og New York, hvor man har en markedsandel på 37 pct. Virgin har 24 pct. og American Airlines 18 pct.

Skrevet af Klaus Givskov