Home Nyheder Stjernekokke til Østers & Muslingepremiere

Stjernekokke til Østers & Muslingepremiere

0
SHARE

Pressefoto - Østers og muslingepremiereTV-kokken Claus Holm, to landsholdskokke, tre gourmetkokke og en danmarksmester i østersåbning forkæler besøgende til årets Østers & Muslingepremiere den 11. oktober på havnen i Nykøbing Mors.

Årets premiere byder blandt andet på royal suppe, fejring af Limfjordsporterens 25 års jubilæum, østerskonkurrencer og smagsoplevelser i særklasse.

”Vi vil gerne give besøgende inspiration til selv at give sig i kast med østers og muslinger og vise de mere garvede østers- & muslingeelskere nye smagsoplevelser. Kombineret med et flot setup af dygtige gourmetkokke, kan besøgende se frem til et væld af delikatesser og underholdning”, fortæller borgmester Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune.

Til premieren kan man møde følgende gourmetkokke: Claus Holm, ansat ved TV2 Go´ Morgen Danmark, ejer af virksomheden Sans & Samling, Nicolas Min Jørgensen, kaptajn på kokkelandsholdet, chefkok på Restaurant Substans, Aarhus, Rasmus Hansen, deltager på kokkelandsholdet, kok på Nordisk Spisehus, Aarhus, Nick Anker Schøler, køkkenchef Jyske Bank, Silkeborg, Jens-Peter Skov, chefkok og medejer af Sallingsund Færgekro, Nykøbing Mors og Peter Bønding ejer og køkkenchef Restaurant Pakhuset, Nykøbing Mors

Der vil desuden være østersåbningsshow med danmarksmesteren, Jesper Knudsen, som vil vise, hvor hurtigt det kan lade sig gøre i konkurrenceregi. Derudover er der fokus på, hvordan gæster selv kan lære at åbne østers med hjælp fra mesteren.

En delegation fra Mors kommer til snigpremiere på Østers & Muslingepremieren med smagsprøver på østers naturel for københavnere og turister i Torvehallerne fredag den 10. oktober fra kl. 15 – 17.