Stigende interesse for Sydafrika

Fra venstre: Christine Engen, United Spirit Nordic, ambassadør Zindziswa Nobutho Mandela (datter af Nelson Mandela), Abby Swartz, Marketing and Promotional manager Nordic region og Sthembile Zulu, Finance Manager Nordeuropa.

South Africa Tourism er i denne uge på tur for at nå et planlagt mål om at tiltrække fem millioner turister mere i løbet af de næste fem år, og interessen for landet vokser i Norden.

Både fra Sverige, Danmark, Norge og Finland er der øget interesse for rejser til Sydafrika. Derfor er South African Tourism på tur i Norden med 20 leverandører fra Sydafrika for at vedligeholde og øge interessen for landet og for i sidste ende at nå det planlagte ”5 in 5” mål – at tiltrække fem millioner turister mere i løbet af de næste fem år.

Fra Danmark har der i perioden januar til juli været en vækst på 7,4 pct. for rejsende til Sydafrika sammenlignet med samme periode sidste år. Sverige ligger højest med en vækst på 16 pct.

Sydafrika var ved dette års Danish Travel Awards blandt de tre højest placerede i kategorien ”Bedste Rejseland udenfor Europa”, hvor USA blev nr. et og Thailand nummer tre.

”Vi ser meget frem til at få en mere fremtrædende tilstedeværelse på det danske marked fremover. Vi er ekstremt motiverede over de positive reaktioner fra agenter på vores workshop, og det understreger, at Sydafrika er det, de danske forbrugere vil have,” sagde Abby Swartz, der er marketing og promotion koordinator for det nordiske marked.

Det er første gang Sydafrika holder roadshow i Norden, og i Danmark var det arrangeret af United Spirit Nordic. Herefter har det været i Oslo, Stockholm og slutter i dag i Finland.