Stig Elling fylder 70 år 15. marts

Stig Elling.

Stig Elling har været i rejsebranchen i mere end 50 år. Allerede i 1964 startede han som 17-årig sit eget rejsebureau – Fortunrejser. Det blev starten på en karriere i rejsebranchen, der har givet ham navne som rejsekonge og Mr. Charter.

De mere end 50 år i rejsebranchen betyder også, at Stig Elling er rekordindehaver blandt Danmarks rejsekonger, når de tæller, hvem der har været længst i branchen.

Han blev udlært hos Raffels Rejser i København 1965, og var ansat her 1965-70; hvorefter han blev salgsdirektør i Falke Rejser 1970-73 og direktør samme sted 1973-76. Han var adm. direktør i Rejsebureauet Sunway, Kbh. og Billund 1976-81; stiftede Solrejser sammen med John Andersen i 1982 og blev salgsdirektør i StarTour fra 1986.

Han stoppede i 2015, men senere samme år blev han rejseambassadør for Bravo Tours. Efter eget udsagn fordi, det er en rejsearrangør, hvor han ikke behøver gå på kompromis – hverken med kvalitet eller gæstetilfredshed.

Han bor på Frederiksberg med sin mand, privatrådgiver Steen Elling. De blev gift som det første homopar i Danmark i Frederiksberg Kirke den 15. juni 2012 – efter at have kæmpet længe for at få ligestilling på dette område.

I 2005 blev han valgt som medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Her var han bl.a. formand for arbejdsmarkedsudvalget, indtil han trak sig fra politik efter otte år i 2013.

Stig Elling blev særlig kendt i den danske befolkning som den uofficielle talsmand, da tsunamien ramte Thailand i 2004. Derudover er han kendt som opfinder af flere charterdestinationer.