Staten får milliarder fra Storebæltsbroen

Der er igen i år penge til staten, fremgår det af det seneste årsregnskab for Sund & Bælt Holding A/S. I en pressemeddelelse hedder det, at man forventer ’at kunne udlodde et ekstraordinært udbytte til staten på 1,2 milliarder kroner på baggrund af udbytteudlodning fra A/S Storebælt’.

Herefter har Sund & Bælt samlet have udloddet 4,2 milliarder kroner til staten. Storebæltsbroen og Øresundsbron, der er finansieret med lån og trafikanternes broafgifter, tilbagebetaler dermed penge til staten, selv om broerne endnu ikke er færdigbetalt. Sund & Bælt Holding A/S, der står for driften af begge broer, har et overskud, der ligger ca. 180 millioner kroner over forventningerne, skriver business.dk

I 2016 var der 12,4 millioner køretøjer på Storebæltsbroen og 7,4 millioner på Øresundsbron. Det betyder en stigning på henholdsvis 4,4% og 5,1% i forhold til 2015.

Omsætningen var knap 3,6 milliarder kroner – et mindre fald fra året før. Overskuddet er faldet væsentligt mere. I 2015 lå det på 2,5 milliarder, mens det for 2016 ligger på lige under en milliard kroner.

Årets resultat betyder, at A/S Storebælt afdrager 1,2 milliarder kroner på den rentebærende nettogæld, som i slutningen af 2016 er 21,3 milliarder.  Tilbagebetalingstiden er reduceret med et år i forhold til 2015 og udgør 30 år. Gælden ventes at være betalt i 2028, skriver selskabet i pressemeddelelsen.