Stærk vækst i Tysklands turisme

I de første ti måneder af 2012 var der ifølge Statistisches Bundesamt 59,8 millioner udenlandske overnatninger – en vækst på 8,3% i forhold til samme periode året før.

”Også i 2012 står Tyskland højt i kurs hos gæster fra hele verden. Allerede med oktober har overnatningerne næsten nået 60 millioner – et resultat, vi slet ikke havde drømt om“, siger Ernst Burgbacher, medlem af forbundsregeringens turismeudvalg.

”Efter incoming-rekorder i 2010 og 2011 har Tyskland har også i 2012 kurs mod et rekordresultat i overnatninger“, siger Petra Hedorfer, bestyrelsesformand for DZT. Rundt regnet 75% af incoming turismen til Tyskland stammer fra Europa. Fra januar til oktober 2012 blev der registreret næsten 45,3 millioner overnatninger fra europæiske gæster, hvor Tysklands naboer i stigende tal valgte at holde ferie i Tyskland: Fra Danmark blev der registreret over 2,5 millioner overnatninger – 10,3% flere end i samme tidsrum året før. Alene i oktober tegnede danskerne sig for over 275.000 overnatninger (+13,6 procent). I årets første måneder blev der talt knap 9,9 millioner overnatninger fra Holland og 4,5 millioner fra Schweiz.

Også Rusland og Kina tegnede sig for store stigninger med over 20% vækst fra begge lande. Fra januar til september stod de tilsammen for omkring 54% af den samlede tax-free-omsætning i Tyskland.

Med et plus på 29,4% og over en million overnatninger har besøgstallene fra de arabiske golfstater også udviklet sig yderst positivt.