Stærk vækst i svensk flytrafik

Trafikken til og fra svenske lufthavne er steget med 7% i årets første syv måneder. I juli steg antallet af passagerer med 9% i forhold til juli sidste år.

Totalt har 24.178.924 passagerer benyttet lufthavnsselskabet Swedavias ti lufthavne i Sverige – en vækst på 7% i forhold til de første syv måneder sidste år.

Det er især udenrigstrafikken som stiger med 9% til 16.192.278 passagerer. Indenrigstrafikken ligger på 7.986.646 passagerer i år – en vækst på 4%.

Af de enkelte lufthavne viser Ronneby, Kiruna og Malmö faldende tal, mens Åre/Östersund og Umeå vokser mest.

I juli benyttede 3.900.092 personer de ti lufthavne – en vækst på 9% sammenlignet med juli sidste år.