Home Nyheder Spies henter gæster hjem fra Gambia

Spies henter gæster hjem fra Gambia

0
SHARE

Efter Udenrigsministeriet opfordrer danskerne til at forlade Gambia, hjælper Spies sine 17 gæster ud af landet.

Grunden er, at sikkerheden blev forværret efter Gambias præsident tirsdag erklærede undtagelsestilstand.

Her til formiddag er der forlydender om, at den siddende præsident alligevel har indvilget i at træde tilbage.

”Alle 17 gæster har boet eller bor på vore egne hoteller, som hele tiden får besøg af vores egne rejseledere – dem har vi mange af, idet vi også har svenske og finske gæster. Kommunikationen opretholdes også ved hjælp af SMS”, fortæller kommunikationschef hos Spies, Torben Andersen.

Af de 17 gæster forlader ni landet i dag med deres ordinære rutefly, som de i forvejen var booket på. Fire har hjemrejse med rutefly lørdag den 21. januar, to den 24. januar og to den 28. januar.

”De sidste fire arbejder vi på at få hjem snarest med rutefly, men de er af gode grunde hårdt bookede. Lige nu er der flere tusinde, som gerne vil forlade Gambia, og vi arbejder på at finde de først mulige flyforbindelser for vores gæster”.

Torben Andersen ved endnu ikke, hvornår de danske turister kan komme hjem, men understreger, at der ikke er tale om en evakuering.

”Hvis folk skal rejse til Gambia inden for de næste 14 dage kan de afbestille”, siger Torben Andersen. ”Hvis de ønsker det, kan de også bytte til en anden rejse, men folk, der skal af sted efter 1. februar må væbne sig med tålmodighed”.

Uroen er opstået ved, at præsident Yahya Jammeh tabte valget til oppositionspolitikeren Adama Barrow, som skulle overtage posten den 19. januar, men den siddende præsident nægtede at afgive magten.

En talsmand for Senegals hær siger til Reuters, at senegalesiske styrker er klar til at rykke ind i Gambia, hvis ikke Yahya Jammeh forlader sin post. Det fik præsidenten til at erklære undtagelsestilstand.