Skjulte tilskud til lufthavne

Kritikken kommer samtidig med, at Aalborg er vokset stærkt med både uden- og indenrigsruter og Karup kan imødese endnu en indenrigsoperatør i form af Norwegian side om side med Cimber Sterling, skriver jp.dk.

 

I Århus erkender lufthavnsdirektør Ole Paaske at hans lufthavn har det laveste antal potentielle kunder indenfor halvanden times køreafstand, men han mener også, at Karup og Aalborg får offentlige tilskud i det skjulte i form af driftsudgifter til kontroltårn, teknisketjenester, baneanlæg, vinterbekæmpelse og redningstjeneste fordi de er placeret på militære flyvepladser.

Han mener, at Århus og Billund er de eneste danske lufthavne, som drives på rent kommercielle vilkår, mens de øvrige enten får kommunal støtte eller har meget billig adgang til at benytte flyvevåbenets anlæg og nævner som eksempel, at brugerne i Aalborg Lufthavn kun betaler 15 millioner kroner for services, som det koster det dobbelte at opretholde, mens der betales endnu mindre i Karup.

Direktør Søren Svendsen fra Aalborg fastslår, at fremgangen ikke har at gøre med fordelingen af opgaver med flyvevåbenet. Den private trafik er 60% og den militære er 40%, så udgifterne fordeles i forholdet 60-40 og kalder det et godt eksempel på samarbejde.

 

Lufthavnschef Erik J. Jakobsen i Karup siger, at Aarhus Lufthavn i sin tid købte lufthavnens militære del for 11-12 millioner kroner, selv om det burde have kostet meget mere. Aarhus Lufthavn har altså allerede for længst kapitaliseret sin fordel.

Provinslufthavnenes afgifter og økonomi granskes af en tværministeriel arbejdsgruppe, som ventes at komme med en rapport om kort tid.

Skrevet af Flemming Juul