Silversea Cruises køber nyt skib

Vinderen af Danish Travel Award som Bedste krydstogtrederi under 1.000 pax, køber et skib, der skal sejle ved Galapagosøerne året rundt.

Efter en gennemgribende renovering i september 2013 skifter skibet navn til ’M/V Silver Galapagos’ og bliver herefter det eneste luksusskib, der sejler omkring de unikke øer.

Med start lørdage fra/til Baltra Island, vil man kunne opleve Santiago, Bartolomé, Isabela, Fernandina, Floreana, San Cristóbal og Santa Cruz. Den anden rute vil ligeledes være fra lørdag til lørdag fra Baltra Island og anløber Santa Cruz, Genovesa, Seymour Norte, San Cristóbal, Española, and Plazas Sur.

Jesper Kiil, fra Silversea Cruises danske GSA, Bella Vista Travel:
“Det er ganske enkelt utroligt, hvor stor interesse vi allerede oplever for denne nye Silversea destination. Rigtigt mange har en drøm om at opleve Galapagos øerne. Naturoplevelserne har altid været helt i top, men det er nyt, at man nu kan kombinere dette med luksus på Silversea niveau. Der er allerede stor efterspørgsel og Silver Galapagos har kun 50 staterooms”.

Det bliver Silversea Cruises andet ekspeditionsskib. M/V Silver Explorer sejler overvejende på Antarktis og Svalbard. Efterspørgslen på alternative destinationer med fokus på natur, er eksploderet de senere år. De små ekspeditionsskibe tilbyder anderledes naturoplevelser og adskiller sig markant fra de mere traditionelle krydstogter.