Home Nyheder Shanty Festival på Marstal Havn

Shanty Festival på Marstal Havn

0
SHARE

Fra mandag den 28. august til onsdag den 30. august vil Marstal Havn og by genlyde af shanties og sømandssange, når 150 syngende shantyelskere besøger Skipperbyen.

De 10 shantykor vil optræde mandag fra 15:00 til 22:30 og tirsdag fra 11:00 til 23:00. Festivalen indledes af Marstals egen kultkor, Marstal Småborgerlige Sangforening.

Maritimt Center Ærø sørger begge dage for, at ingen tilskuere eller sangere skal sulte eller tørste; de bager nemlig ærøske pandekager og skænker godt øl og vand.

Der er gratis adgang til alle koncerter. I godt vejr finder festivalen sted på Honnørkajen, i tilfælde af regnvejr i Ebbes Bådebyggeri og Eriksens Værft.

Marstal er en af destinationerne i en International Shanty- og Sømandssange Festival, der finder sted i Østersøen i august og september. Lokalt er festivalen arrangeret i et samarbejde mellem Marstal Havn, Marstal Søfartsmuseum, Maritimt Center Ærø og Ærø Turist- og Erhvervsforening.