Scandlines tager rensningsanlæg i brug

De to nye færger på ruten Gedser-Rostock drives af Scandlines hybridsystem, der kombinerer dieseldrift med elektrisk batteridrift.

Systemet optimerer driften af motorerne, så brændstoffet udnyttes bedst muligt. Sammen med andre optimeringstiltag er færgens brændstofforbrug reduceret til næsten en tredjedel pr overfart pr bil i forhold til de hidtidige færger på ruten.

Færgerne har et røgrensningsanlæg, den såkaldte closed-loop-scrubber. Kort fortalt vaskes røgen af en blanding af vand og natriumkarbonat, som pumpes over på færgerne. Spildevandet fra scrubberen ledes til en separator ombord, hvor slam adskilles fra vand, som kan genbruges. Når opløsningen ikke kan optage flere affaldsstoffer, pumpes vandet over i rensningsanlægget MarinePaq, der er produceret af det luxembourgske cleantech-firma Apateq.

Anlægget er installeret i to containere på havnen i Gedser. Her vasker rensningsanlægget restproduktet så effektivt, at man står tilbage med rent vand, der kan ledes ud i havnen.

Ved at bruge MarinePaq på land sparer Scandlines omkostninger til transport af spildevand til nærmeste industrielle spildevandsanlæg. Rederiet er heller ikke afhængigt af, at eksterne parter skal afhente spildevand, hvilket sparer tid og øger fleksibiliteten. I rensningsanlægget på land opnås desuden en langt højere kvalitet af rensningen end noget andet anlæg ombord.

Scandlines har således en løsning, der kan leve op til fremtidens skærpede krav.