Scandic renoverer for millioner i Odense

Hotelkæden investerer i omfattende renovering af Scandic Odense med 102 værelser. Renoveringen startede i december, og det hele står færdigt til sommeren 2017.

Scandic Odense er et af hotelkædens velkendte overnatnings- og mødesteder. Mandag 12.december blev en gennemgribende renovering sat i gang, hvor samtlige 102 værelser, badeværelser og værelsesgange renoveres for et tocifret millionbeløb. Det bliver den største renovering i hotellets 30-årige historie.

Alt inventar på værelser og badeværelser bliver fjernet, og kun de rå vægge vil stå tilbage. Alt bliver forvandlet til topmoderne faciliteter med en afslappende atmosfære, og vil til sommeren 2017 fremstå moderne og endnu mere indbydende.

”Vi har i Scandic Danmark brugt de seneste år til at renovere vores hoteller for at få løftet standarden over hele landet. Der ligger en præcis plan for hvilke hoteller, som skal renoveres, og hvornår det skal ske. I Jylland har vi allerede renoveret bl.a. Scandic Aarhus Vest, Scandic Kolding, Scandic Bygholm Park i Horsens, Scandic Olympic i Esbjerg, Scandic Regina i Herning, Scandic Silkeborg og nu er turen kommet til Scandic Odense. Også Scandic Aalborg Øst er i gang med et lignende renoveringsprojekt”, siger Jens Mathiesen, adm. direktør Scandic Danmark.

”Vi glæder os til at kunne byde velkommen i de nye omgivelser, hvor vi helt specifikt den 20. januar slår dørene op til de første renoverede værelser”, siger Tom Filstrup. distriktsdirektør region syd & hoteldirektør for Scandic Odense.