SAS svarer igen på Ryanair-kritik

SAS svarer nu igen på den aggressive kritik fra den nye nordiske Ryanair-chef, Erik Elmsäter, som for få dage siden vurderede at SAS enten ville gå konkurs eller blive solgt når prisen på SAS-aktien var nede på prisen foret stykke Hubba Bubba tyggegummi.

 

"Hvad er ekstragebyret for at tygge tyggegummi hos Ryanair," spørger viceadm. direktør i SAS John Dueholm ironisk i en pressemeddelelse.

 

Dueholm fortsætter: ”Der er to ting, som er opsigtvækkende ved Ryanairs udspil. Det ene er, at der stadig er journalister, som køber deres mediestrategi. Det andet er lidt smigrende. At Ryanair gerne vil sammenligne sig med SAS’ service."

 

SAS-direktøren går også i rette med Ryanair-chefens bemærkninger om, at man hos SAS mister 20 gange så meget bagage som hos det irske lavprisselskab: "At SAS mister 20 gange så meget bagage, er ren nonsens. Det er dog en interessant pointe fra et flyselskab, som straffer alle kunder, der vil have bagage med, med høje gebyrer” pointerer John Dueholm.

Skrevet af Christian Peschardt