SAS risikerer store erstatningskrav efter dom

Svea Hovrätt (landsretten) ændrer en tingsrättsdom (byretsdom) om erstatning til passagerer for forsinkede fly.

SAS risikerer dermed at tabe adskillige tvister med passagerer om forsinkelseserstatninger – og måske især, at op til ti år gamle forsinkelser dukker op, hvis passagererne holder fast ved, at der ikke gælder nogen forsinkelsesfrist.

Ifølge landsretsdommen findes der nemlig ikke i svensk ret noget der hedder ’klagefrist’ for passagerer, som kommer ud for forsinkelser. Det adskiller dommen fra den oprindelige dom fra Solna tingsrätt i maj 2016.

En af tvisterne handler om, at SAS af et norsk par blev afkrævet erstatning for forsinkelse på 800 Euro, da en SAS-flyvning fra Tyrkiet til Norge i oktober 2014 blev forsinket med godt tre timer, skriver di.se.

SAS bestred kravet, da nordmændene ikke klagede før næsten ni måneder efter selve forsinkelse, hvilket Solna tingsrätt accepterede.

Ud over denne tvist vedrører hovrättsdommen yderligere 11 lignende sager, hvoraf ti berører SAS og én Finnair.

Hovrätten har kun taget stilling til, om der gælder en klagefrist – ikke til om flyselskaberne er erstatningsansvarlige eller om der gælder ekstraordinære omstændigheder. Det skal afgøres ved tingsrätten ved fornyet sagsbehandling,skriver travelreport.se.