SAS-piloter gør klar til strejke

SAS har endnu ikke nye overenskomster med sine piloter i Danmark og Norge. I Danmark forhandles i Forligsinstitution. De to norske pilotforeninger tager symbolsk hver én pilot ud til at strejke fra mandag, hvis parterne ikke har et resultat.

Takeoff.dk prøvede i dag forgæves at få træffe formanden for Dansk Pilotforening, René Arpe, for at høre status på forhandlingerne i Danmark. De foregår i Forligsinstitutionen i København. DPF organiserer ca. 390 af SAS’ omkring 470 piloter i Danmark – resten er bl.a. i den konkurrerende fagforening, Flyvebranchens Personale Union.

Norges modsvarighed til Danmarks Radio, NRK, skriver, at de to pilotforeninger i Norge, Norsk Flygerforbund og ScanNor Flygerforening, hver har udtaget én pilot til at strejke fra på mandag – hvis der ikke er kommet en forhandlingsløsning. I Norge forhandler SAS og piloterne hos Riksmekleren.

SAS-piloterne i Sverige landede sidst i august en ny treårig overenskomst.

”SAS gør alt for at undgå mulig pilotkonflikt i Danmark og Norge. Vi forhandler nærmest døgnet rundt i forligsinstitutionerne. Jeg håber vi får aftale, så vi kan fastholde vores konkurrencedygtighed.”

Det sagde en af SAS’ koncerndirektører, danske Lars Sandahl Sørensen, tidligere på ugen til standby.dk

I SAS’ regnskabsårs tredje kvartal havde flyselskabet otte mio. passagerer, det er det højeste antal nogensinde for SAS i et tredje kvartal – det var 300.000 flere rejsende end samme tid sidste år.

SAS forventer i år 30 mio. passagerer, ca. ti pct. af produktionen flyves af eksterne flyselskaber.