SAS-fly strejfer elmast i Kastrup

En MD80 strejfede onsdag eftermiddag med vingespidsen en lysmast i Københavns Lufthavn på vej til startbanen for at flyve til Aalborg.

Ingen kom noget til ved det lille uheld, men flyet måtte blive i CPH til nærmere kontrol for skader, oplyser SAS til nordjyske.dk. De 142 passagerer måtte sendes med et andet passagerfly til Aalborg.

“Det yderste af vingespidsen ramte en lysmast, da flyet blev guidet af en marshal,” fortæller pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS. “Efter vores opfattelse har piloten fulgt de anvisninger, han fik, da flyet blev guidet”.

Hun beskriver flyuheldet som meget usædvanligt – men udramatisk.