SAS Cargo-boss går fri

Det ser ud til, at chefen i SAS Cargo, Kenneth Marx, i første omgang slipper for fyring, efter SAS har indgået forlig i en kartelsag i USA til 250 mio. kr. Bøden gælder for årene 2002-2006, og Kenneth Marx har været adm. direktør i SAS Cargo siden april 2004 og med i direktionen i SAS Cargo i yderligere fem år.

»Vi udtaler os ikke om enkeltpersoner, men det er startet, før han blev direktør. Der er ingen, der siger, at sådan noget er foregået på ledelsesniveau,« siger viceadm. direktør i SAS, John Dueholm.

John Dueholm forklarer, at man i SAS i mange år har haft en meget stringent politik for, hvad medarbejderne bør og ikke bør gøre. »Vi uddanner folk i, hvad de må og ikke må. Man skal altid holde sig på den rigtige side af stregen,« forklarer han.

I forbindelse med den seneste kartelsag, som SAS var involveret i, medførte det en afsked til Vagn Sørensen, som var nummer to i det skandinaviske luftfartsselskab.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen