Salg af ferierejser til sommer boomer

Mallorca ligger i toppen over rejsemål, som danskerne vælger til næste sommer.

Tre dårlige somre i træk og udsolgte rejser. Der er nogle af grundene til, at danskerne allerede nu sikrer deres charterferier næste sommer. Det mærker Bravo Tours, der har solgt over det dobbelte af salget for et år siden.

”Vi har aldrig før solgt så mange sommerrejser i september til året efter. Efterspørgslen er langt større end normalt, og danskerne søger sikker sol til sommerferien”, siger Stig Elling, rejseambassadør i Bravo Tours.

Det er særligt to kundegrupper, der efterspørger pladserne. ”Der er dem, der er kommet for sent flere år i træk, og ikke kunne få en rejse eller den var dyrere, end hvis de havde bestilt i god tid. Og så er der generationerne, der rejser sammen – altså mormor og morfar, der inviterer børn og børnebørn på ferie. De har altid været tidligt ude, men i år er det ekstremt”, siger Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours.

”Hotellerne, der både er perfekte for mormor, de voksne og de små, er der selvfølgelig mest rift om”, siger han.