Så meget stiger flybilletten

Det viser beregninger fra FDM travel, som konstaterer, at prisen stiger på de fleste afgange, jo tættere man kommer afrejsedatoen. FDM travel har tjekket prisudviklingen på flybilletter til populære sommerferiedestinationer.

 

”Skal man på sommerferie et sted med få, direkte flyafgange, er prisen også tilsvarende højere, og her skal man være ekstra opmærksom på, at billetterne kun bliver dyrere og dyrere, jo tættere man kommer på afgangen. Derimod kan man med fordel holde øje med prisen, hvis man skal flyve til en destination med flere direkte afgange fra Danmark. Men som tommelfingerregel bliver billetterne altid dyrere jo kortere tid der er til afrejsen”, siger Brian Andersen, marketingschef i FDM travel.

 

FDM travel har undersøgt prisudviklingen til San Francisco, New York, Miami, Bangkok, Paris, Palma de Mallorca, Nice, Barcelona, Kreta, Lissabon, Firenze, Rom og Algarve. Her er Kreta den destination, der procentvis er steget mindst, mens der næsten er sket fordobling i priserne til Algarve i Portugal, hvor der kun er et selskab, som flyver direkte.

 

På www.fdm-travel.dk/flypriser er der samlet en oversigt over, hvordan priserne har udviklet sig uge for uge. Her kan man se, at selvom priserne løbende stiger, så er der perioder, hvor priserne dykker lidt. Senest har askeskyen medført en række kampagnetilbud for at få gang i sommerferiesalget. Og det er muligt at finde billigere billetter, hvis man kender til de bedste rejsetips.

 

Alle priser er indhentet mandag formiddag i perioden 5. november 2009 til 24. maj 2010 og afspejler den samlede pris for en billet bestilt via internettet. Den angivende pris er for den billigste, direkte flyvning til destinationen i sommerferieperioden 10.- 24. juli.

Skrevet af Flemming Juul