Rødt kort til Burkina Faso Rødt kort til Burkina Faso

Burkina-Faso-500x472Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til Burkina Faso som følge af de aktuelle uroligheder. Der er indført udgangsforbud fra kl. 19 til kl. 06. Den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Burkina Faso er uafklaret.

Lufthavnen i hovedstaden Ouagadougou er pga. urolighederne lukket, skriver ministeriet og tilføjer: Der foregår plyndringer af forretninger og privat ejendom. Den sikkerhedsmæssige situation er endnu ikke under sikkerhedsstyrkernes fulde kontrol. Danskere i Burkina Faso opfordres til at blive inden døre indtil situationen er afklaret.

Generelt opfordres man til at holde sig på stor afstand af demonstrationer eller uroligheder samt at holde sig orienteret via lokale myndigheder og medier.

Udenrigsministeriet fraråder tillige alle rejser til den nordlige del af landet, der grænser op til Mali og Niger nord for byerne Dori og Djibo. Såfremt rejser gennemføres bør der udvises betydelig forsigtighed. Der er i området høj risiko for bortførelse af vesterlændinge af et netværk, der opererer fra Mali og Niger. Det tilrådes at kontakte ambassaden, såfremt der planlægges rejser til dette område, samt at arrangere bevæbnet ekskorte via de lokale myndigheder.