Rekordmåned på Øresundsbron

Foto: News Øresund.

Lørdag den 22. juli passerede 32.000 køretøjer Øresundsbron på et døgn, hvilket overgår den tidligere rekord på 31.500 køretøjer fra juli 2016. Før da var rekorden 31.000 biler i juli 2015.

”Det er fjerde sommer i træk, der bliver sat trafikrekord, og det vidner overordnet om en meget positiv tendens”, siger Fredrik Jenfjord, salg- og markedsdirektør ved Øresundsbron.

Samtidig havde juli det højeste antal ture på månedsbasis i broens historie med 847.100 ture, hvilket er 1,5% mere end juli 2016, da 834.500 køretøjer passerede broen.

Der er tale om både fritids- og erhvervstrafik, men antallet af nye BroPas-aftaler har i sig selv sat rekord i juli med 15.900 nye fritidskunder – en stigning på 51% i forhold til juli 2016.

Der er nu totalt 438.800 husstande, som har fritidsaftalen BroPas, hvilket er en stigning på 12% i forhold til samme tid sidste år.