Home Nyheder Reformationsjubilæet i Viborg kulminerer

Reformationsjubilæet i Viborg kulminerer

0
SHARE
Viborg Domkirke.

Den 31. oktober er det nøjagtig 500 år siden, at Martin Luther slog sine berømte teser op på døren til slotskirken i Wittenberg, og det fejres naturligvis i Viborg.

Det var nemlig i Viborg, den danske munk Hans Tausen første gang prædikede den protestantiske tro her i landet. Allerede i 1529 var Reformationen en kendsgerning i Viborg – syv år før det skete i resten af Danmark. Festen i Viborg den 31. oktober er den foreløbige kulmination på fejringen af Reformationsjubilæet og byder bl.a. på en særlig hæder til Hans Tausen med festgudstjeneste i Domkirken og borgerbespisning på Domkirkepladsen.

Viborg har i årets løb markeret sig stærkt med forelæsninger, besøg fra Tyskland, flotte dage på Domkirkepladsen med dans, teater, musik, Lutherroser, og masser af skoler og uddannelsesinstitutioner har været involveret. I alt har der været over 40 arrangementer i Viborg i løbet af 2017 i anledning af 500-året for Luthers teser.

Programmet for festdagen starter klokken 15, hvor den vestlige del af Randersvej får navneforandring til Hans Tausens Allé.

Klokken 17 er der festgudstjeneste i domkirken ved biskop Henrik Stubkjær. Der indledes med procession af menighedsrådsformænd, præster, provster og to biskopper. Når gudstjenesten er forbi, plantes en kongeeg på Nytorv i Viborgs hjerte. Det involverer både justitsministeren, borgmesteren, biskoppen og en konfirmand, og den eg, der plantes, er et tvillingetræ til den eg, som Dronning Margrethe plantede i Wittenberg i oktober 2016. Arrangementet afsluttes med champagne og kransekage til alle.

LEAVE A REPLY