Home Nyheder Rapport med gode råd om efteruddannelse

Rapport med gode råd om efteruddannelse

0
SHARE

rapport fra oplevelsernes acadamyDet praksisnære, fokus på lederrollen og et øget nationalt samarbejde er tre af de ting, Oplevelsernes Academy fremhæver i sin rapport efter fire års projektarbejde. Eksperter bidrager med viden om service, læring, og fremtidens arbejdsmarked.

Siden 2010 har Oplevelsernes Academy udbudt 500 målrettede kurser og gennemført mere end 13.400 uddannelsesdage for 473 partnervirksomheder. Den syddanske kompetenceudvikling har indfriet sine mål, hvad angår uddannelsesdage og deltagere og har haft næsten dobbelt så mange uddannelsesdage som oprindeligt planlagt.

Turismeaktørerne har taget godt imod kurser og forløb og vurderer generelt, at udbyttet har været højt. En evaluering fra konsulentvirksomheden Manto viser, at fire ud af ti deltagere i høj grad oplever, at OA har øget deltagernes kompetencer inden for forretningsudvikling og udvikling af nye produkter. Over halvdelen af deltagerne har på baggrund af deres deltagelse skabt øget kvalitet i oplevelsestilbud.

”Det er lykkedes os at sætte kompetenceudvikling på dagsordenen, og det er jeg glad for”, siger projektleder Marie Bjørg Nordlund. ”De mange uddannelsesdage er udtryk for, at erhvervet er parat til at investere tid og ressourcer i efteruddannelse, hvis forløb er relevante, praksisnære og baseret på turismesektorens behov”.

”En vigtig erfaring er, at lederens rolle og evne til at motivere er et fokusområde. En dygtig leder skal inspirere til personlig og faglig udvikling på alle niveauer”.

Rapportens anden del involverer eksperter, som fortæller, hvad det er vigtigt at tage højde for fremover. Bl.a. fortæller projektleder Niels Magelund, Dansk Standard og uddannelsesleder Marianne Kragh, Horesta, om service og kvalitetsturisme. Professor Knud Illeris, lektor Steen Høyrup og professor Henning Salling Olesen giver bud på god læring og arbejdspladsens rolle i efteruddannelse. Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fremhæver det gode service-gen.