Qantas vil fyre 5.000

Qantas-A380.jpgDet nationale australske flyselskab planlægger nedlæggelse af 15% af selskabets stillinger, salg af ældre fly og kraftige besparelser i driften efter et underskud og voldsomt stigende konkurrence.

De omfattende nedskæringer udgør en del af Qantas planer om reduktion af omkostningerne med 2 milliarder australske dollar – knap 10 milliarder kroner – over de kommende tre år. Planerne skal blandt andet overbevise den australske regering om, at man er værdig til statslig støtte.

Qantas, der er kendt som ’Den flyvende Kænguru’, søger regeringen om statsgarantier, hvilket kan give adgang til billigere kreditter. Sidste år faldt selskabets kredit-rating til ’junk’ på baggrund af den hidsige konkurrence med Virgin Australia.

Aktierne i Qantas, der er faldet med en fjerdedel gennem det seneste år, faldt med yderligere 7% på børsen i Sydney efter forelæggelse af halvårsregnskabet.

Underskuddet før skat for halvåret der sluttede med udgangen af december 2013 lød på 252 millioner australske dollar, mens det tilsvarende resultat året før var et overskud på 220 millioner.

Qantas understreger, at Virgin Australias succes med at erobre markedsandele i høj grad hænger sammen med dette selskabs økonomiske dækning via sine udenlandske aktionærer – Etihad, Singapore Airlines og Air New Zealand.

Qantas har valgt at udsætte modtagelsen af tre Boeing 787 Dreamliners til lavprisdatterselskabet Jetstar, samt de otte resterende Airbus A380, som Qantas har i ordre.