Punktum for Reformationsjubilæet i Viborg

500 året for Luthers berømte teser på døren til slotskirken i Wittenberg er fejret i Viborg med over 40 arrangementer i årets løb. Den 11. november sættes punktum med Viborg Domkirke som omdrejningspunkt for showet ’Himlen over Viborg’.

Det sker med et bombardement af animation, lyd og lys om aftenen 11. november. Forestillingen er skræddersyet til Viborg Domkirke med specifikke animationer til hele domkirkens facade, ligesom der er skrevet ny kormusik, som fremføres live af 150 korsangere og orkester.

Christian Eiming, der som leder af Kulturskolen Viborgs scenekunstskole er forestillingens kunstneriske leder, siger at forestillingen vil ramme alle sanser og alle aldersgrupper.

Der er ikke en fortæller i forestillingen, og der er heller ingen replikker eller skuespillere, men derimod en række genkendelige effekter og lyde. ”Vi er sikre på, at fortællingerne vil stå klart og tydeligt. Stemningerne er det vigtigste. Stemningen af fællesskab, samhørighed og ikke mindst det at være en del af det historiske vingesus”, tilføjer Christian Eiming.

Der gennemføres tre forestillinger klokken 19, 20 og 21. Til hver forestilling er der maksimalt plads til 2.000 tilskuere.

 

Reformationsjubilæet i Viborg kulminerer

Fortællinger fra Viborg og omegn

Hærvejen som pilgrimsrute