Home Nyheder Priskrig på oversøiske flyrejser

Priskrig på oversøiske flyrejser

0
SHARE

Der er penge at spare på drømmerejsen, hvis man rejser uden for sæsonen. Talrige kampagnetilbud på markedet giver en regulær priskrig, viser Dansk Flyprisindex, der udgives af Travelmarket.dk.

Pristjekket, der har udgangspunkt i rejser, der starter i uge 4 (fra 21. til 27. januar 2013), viser et markant prisfald på alle oversøiske destinationer. Det er ikke overraskende, da billetpriserne i jule- og nytårsperioden lå på et særdeles højt niveau på grund efterspørgsel.

Derimod er det overraskende, at flere selskaber tilbyder billetpriser, der minder om de glade dage i 2009, da forbrugerne for alvor nød godt af prisfesten. Blandt de selskaber, der er særdeles aggressive, er Emirates og Lufthansa.

Til solbeskinnede Johannesburg kan Emirates tilbyde danskerne en returbillet fra København til blot 4.404 kroner, mens Lufthansa fra Billund har overtrumfet med en pris på kun 4.390 kroner.

Fra Billund lokker Lufthansa også med lavpriser til Beijing, Dubai og Tokyo, mens Emirates i uge 4 er billigst til Bangkok fra København. Den hårde konkurrence giver blandt andet udslag i, at nye aktører i større grad forsøger at erobre markedsandele på det danske flyrejsemarked.

Det gælder airberlin, der tilbyder New York via Berlin for cirka 3.000 kroner, mens Etihad Airways, bidrager til festen ved, sammen med airberlin, at tilbyde en returbillet til Sydney for under 10.000 kroner via Berlin og Abu Dhabi.

“Flyrejsemarkedet er i princippet ganske forudsigeligt, men det er overraskende, at priserne til flere rejsemål er helt nede på 2009-niveau, og at der er blevet plads til nye aktører i et marked, som i forvejen er præget af overkapacitet,” kommenterer Ole Stouby, adm. direktør i Travelmarket.dk.