Positivt resultat for Øresundsbron

oresundsbroenØresundsbron forbedrer i første kvartal resultatet med 22 millioner kroner. Fragttrafikken fortsætter med at stige, fritidstrafikken går tilbage sammenlignet med første kvartal 2013, men det har med påsken at gøre.

Fragttrafikken er steget med 12% sammenlignet med samme periode sidste år. Desuden er trafikken stort set uforandret, men hvis man tager højde for, at påsken i år først falder i april, er tendensen stigende fritidstrafik og faldende pendlertrafik.

”Sidste år faldt påsken i marts, i år falder den først i andet kvartal. Det giver store variationer i trafikken i første kvartal sammenlignet med året før. Når der er en lang weekend, bruger mange nemlig fridagene til at opleve foråret på den anden side af Øresund”, siger Caroline Ullman-Hammer, adm. direktør for Øresundsbro Konsortiet.

Pendlertrafikken gik tilbage med 1,4%, men samlet set er trafikken gået frem med 0,1%. Indtægterne fra vejtrafikken steg med syv millioner kroner — fra 227 til 234 millioner. Driftsomkostningerne steg med tre millioner kroner, og driftsresultatet blev 231 millioner, hvilket er en forbedring på 2 millioner kroner.

Renteudgifterne faldt i perioden fra 84 til 64 millioner kroner, først og fremmest som følge af det fortsat lave renteniveau i Europa.

Samlet set blev resultatet før værdiregulering et overskud på 167 millioner kroner, en forbedring på 22 millioner sammenlignet med første kvartal sidste år.