Home Nyheder Populær thailandsk turistø ramt af oversvømmelse

Populær thailandsk turistø ramt af oversvømmelse

0
SHARE

Voldsomme regnskyl og oversvømmelser har ramt store dele af det sydlige Thailand. Seks meldes omkommet, og mindst 120.000 boliger er påvirket af vandmasserne, skriver AFP.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice har man natten til fredag ingen informationer om danskere, der skulle være kommet i problemer som følge af oversvømmelserne, oplyser Ritzau.

Blandt de hårdest ramte områder er turistdestinationen Koh Samui, som er et populært rejsemål for mange danskere. Flere fly er aflyst som følge af oversvømmelserne, der kommer samtidig med, at højsæsonen står for døren.

Ifølge ejeren af et hotel på Koh Samui har øen ikke oplevet noget lignende i mere end 10 år.

Tuula Fitzpatrick siger til nyhedsbureauet AFP: ”Jeg har boet her i 12 år, og jeg har aldrig set det så slemt. Det var skræmmende. Nogle af mine ansatte kunne ikke komme på arbejde”, tilføjer hun.

Thailands indenrigsministerium oplyser, at ni provinser i det sydlige Thailand har været plaget af monsunregn i næsten en uge. Tusindvis af borgere i den sydligste provins, Narathiwat, er strandet i evakueringscentre på grund af kraftige regnskyl.